§1. Navn og status

Musikskolen i Frederikshavn Kommune

§ 2. Formål

Stk. 1

Gennem udvikling af elevernes kreative evner inden for musikalske udtryk
at skabe forudsætninger for livslang, aktiv deltagelse i musiklivet som udøvere og lyttere. Herunder udvikle og fremme elevernes musikalske evner og
kundskaber gennem et bredt udvalg af undervisningstilbud samt udvikle elevernes
musikalske udtryk og evner til personlig musikalsk stillingtagen.

Stk. 2.

At bibringe eleverne instrumentale/vokale, skabende og øvrige musikalske
færdigheder som forudsætning for musikalsk udfoldelse, individuelt og i
fællesskaber, idet der tages udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger og talent.

Stk. 3

Gennem samarbejde at virke til fremme af det lokale og regionale musikmiljø,
herunder samarbejde med musikalsk grundkursus (MGK) eller andre aktører
omkring talentudvikling.

Stk. 4

At være en aktiv kulturformidler for både børn, unge og voksne i Frederikshavn
Kommune.

§ 3. Indhold

Stk. 1

Musikskolen tilbyder undervisning i musik til alle borgere i Frederikshavn
Kommune.

Stk. 2

Musikskolen kan tilbyde undervisning indenfor en række øvrige kreative og
æstetiske udtryk med musik som omdrejningspunkt.

Stk. 3

Musikskolen kan give særlige tilbud til talentfulde elever og til elever med særlige
behov.

§ 4. Fysiske rammer

Stk. 1

Musikskolens undervisning foregår dels centralt i musikskolens egne lokaler i
Skagen, Frederikshavn og Sæby, dels decentralt på skoler og i institutioner samt på
andre undervisningsegnede lokaliteter.

Stk. 2

Musikskolen har egne lokaler på Kappelborg i Skagen, i Det Musiske Hus i
Frederikshavn og i Manegen i Sæby.

§ 5. Bestyrelsens sammensætning

Stk. 1

Bestyrelsen består af 7 medlemmer:
4 forældrerepræsentanter for elever under 25 år
2 elevrepræsentanter for voksenelever over 25 år
1 medarbejderrepræsentant

Stk. 2

Musikskolens ledelse deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret, og
musikskolelederen er bestyrelsens sekretær.

Stk. 3

Bestyrelsesmedlemmerne modtager ikke honorar eller vederlag for arbejdet i
bestyrelsen.

Stk. 4

Til bestyrelsen knyttes en ekstra plads, der i perioder kan besættes af
ressourcepersoner, der kan bistå bestyrelsen i forhold til temaer eller projekter, der
har et særligt fokus. Denne er rådgivende og har ikke stemmeret.

§ 6. Valgperiode

Stk. 1

Bestyrelsens forældrevalgte repræsentanter vælges for en 2-årig periode.

Stk. 2

Bestyrelsesmedlemmerne valgt blandt Musikskolens voksenelever vælges for en 2
årig periode.

Stk. 3

Musikskolens medarbejderrepræsentant er musikskolelærernes repræsentant i
bestyrelsen. Valgperioden for medarbejderrepræsentanten følger valgperioden for
repræsentanten i lærerkollegiet.

Stk. 4

Genvalg kan finde sted

§ 7. Suppleanter

Stk. 1

Hvert år vælges der for de forældrevalgte medlemmer 2 ikke personlige suppleanter,
således at den, der opnår flest stemmer, er første suppleant. Såfremt tilhørsforholdet
til musikskolen ophører i valgperioden for en af forældrerepræsentanterne,
indtræder suppleanterne efter tur i dennes sted.

Stk. 2

Hvert år vælges der for repræsentanterne for vokseneleverne 2 ikke personlige
suppleanter, således at den, der opnår flest stemmer, er første suppleant. Såfremt
elevrepræsentanternes tilhørsforhold til Musikskolen ophører i
valgperioden, indtræder suppleanterne efter tur i dennes sted..

Stk. 3

Medarbejderrepræsentantens suppleant vælges i lærerkollegiet. Såfremt
medarbejderrepræsentantens ansættelsesforhold på Musikskolen ophører i
valgperioden, indtræder suppleanten i dennes sted.

§ 8. Valgbarhed og valg

Stk. 1

Forældre med børn tilmeldt musikskolen er valgbare til bestyrelsen.

Stk. 2

Voksenelever over 25 år, der er tilmeldt Musikskolens tilbud er valgbare til
bestyrelsen.

Stk. 3

Valg til bestyrelsen afholdes hvert år inden udgangen af oktober måned, og
bestyrelsen fastsætter selv valgproceduren.

§ 9. Bestyrelsens konstituering

Stk. 1

På sit første møde efter valghandlingen konstituerer bestyrelsen sig ved valg af
formand og næstformand.

Stk. 2

Formand og næstformand vælges blandt bestyrelsens valgte repræsentanter.

§ 10. Bestyrelsens mødevirksomhed

Stk. 1

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2

I samråd med Formanden indkalder Musikskolens leder bestyrelsen til møde med
mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen skal være skriftlig og med angivelse af
dagsorden.

Stk. 3

Bestyrelsens møder er ikke offentlige.

Stk. 4

Bestyrelsen kan, når behandlingen af en sag taler herfor, indkalde udenforstående til
yderligere belysning af sagen.

Stk. 5

Der afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder årligt. Bestyrelsen fastsætter selv tid og
sted for møderne.

Stk. 6

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Stk. 7

Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed bortfalder
eller udsættes forslaget.

Stk. 8

Formanden eller to medlemmer af bestyrelsen kan begære afholdt ekstraordinært
bestyrelsesmøde. Begæringen skal være skriftlig og være vedlagt forslag til
dagsorden. Formanden indkalder herefter bestyrelsen senest 3 uger efter at
begæringen er modtaget.

Stk. 9

Der føres referat over bestyrelsens beslutninger. I referatet anføres for hvert møde
hvilke medlemmer, der er fraværende. Efter hvert møde sendes referatet til
godkendelse via email.

Stk. 10

Et hvert medlem kan forlange særstandpunkter tilført referatet og medsendt
bestyrelsens udtalelser og beslutninger.

§ 11. Bestyrelsens opgaver og ansvar

Stk. 1

Bestyrelsen skal sammen med musikskolens ledelse sikre samarbejdet mellem
musikskolen, skolens forældre og elever samt folkeskolen og øvrige
samarbejdspartnere.

Stk. 2

Bestyrelsen fastlægger i samarbejde med musikskolens ledelse de overordnede mål
for musikskolen indenfor de af byrådet vedtagne rammer og politikker, i
overensstemmelse med vedtægternes § 2 og Musikloven.

Stk. 3

Bestyrelsen orienteres om musikskolens budget og indstiller det reviderede
regnskab til byrådets godkendelse.

Stk. 4

Bestyrelsen repræsenteres i ansættelsesudvalget ved ansættelse af musikskolens
leder.

§ 12. Musikskoleledelsens opgaver og ansvar

Stk. 1

Kommunen skal som led i sit tilsyn, jf. § 13 stk. 2, sikre, at lærere og ledelse har de
nødvendige musikalske og pædagogiske kvalifikationer. Det forudsættes blandt
andet, at lederen er kvalificeret som musiklærer ved musikskolen.

Stk. 2

Musikskolens ledelse har det faglige - , pædagogiske - og administrative ansvar for
– og kompetence til - tilrettelæggelse og afvikling af musikskolens undervisning
under ansvar over for byrådet og i overensstemmelse med gældende regler og
retningslinjer udsendt af Kulturministeriet (Kulturstyrelsen).

Stk. 3

Musikskolens leder har det overordnede personaleansvar herunder kompetencen til
ansættelse og afskedigelse af musikskolens personale under ansvar overfor
byrådet. I forbindelse med ansættelse og afskedigelse af månedslønnet (fastansat)
personale orienteres bestyrelsen.

Stk. 4

Musikskolen skal udarbejde læreplaner for samtlige undervisningstilbud.

Læreplanerne skal omfatte en beskrivelse af undervisningens formål og progression.

Stk. 5

Musikskolen skal en gang om året indberette statistik til Danmarks Statistik efter
Kulturstyrelsens retningslinjer.

§ 13. Økonomi, budget og regnskab

Stk. 1

Musikskolens virksomhed gennemføres med tilskud fra Frederikshavn Kommune,
Staten og eventuelle andre samt elevbetaling i henhold til Musiklovens regler herom.

Stk.2

Musikskolen er underlagt tilsyn fra Frederikshavn Kommune, som er offentlig
hovedtilskudsyder til musikskolen.

Stk. 3

Den samlede elevbetaling skal følge reglerne, som de er fastlagt i Musikloven.

Stk. 4

Musikskolen kan tilbyde et antal fripladser til børn og unge fra økonomisk særligt
vanskeligt stillede familier.

Stk. 5

Musikskolens regnskabsår følger kalenderåret.

Stk. 6

Musikskolens leder udarbejder hvert år et budgetforslag indenfor den udmeldte
ramme og orienterer bestyrelsen herom.

Stk. 7

Musikskolens leder fremsender budget til Kulturstyrelsen indenfor den af styrelsen
fastsatte frist. Samtidig indsendes ansøgning om refusion af lærerløn.

Stk. 8

Driftsregnskab udarbejdes og forsynes med revisionspåtegning af kommunens
revisor og fremsendes af bestyrelsen til Frederikshavn Kommune og Kulturstyrelsen
indenfor de fastsatte frister.

§ 14. Støttekreds

For at opfylde musikskolens formål om at virke til fremme af det lokale musikliv kan
der oprettes en støttekreds. I støttekredsen optages personer eller foreninger, som
ved økonomisk eller praktisk bistand kan medvirke til opfyldelse af musikskolens
formål, eller som på anden måde støtter formålet. Mindst en gang om året indkalder
Musikskolens bestyrelse støttekredsen til møde.

§ 15. Vedtægter

Vedtægter udarbejdes af bestyrelsen og skal godkendes og underskrives af
bestyrelsesformanden og byrådet. Vedtægterne kan ændres, når 2/3 af de
fremmødte bestyrelsesmedlemmer på 2 på hinanden følgende bestyrelsesmøder
beslutter sig herfor. Bestyrelsesmøderne skal afholdes med mindst 14 dages
mellemrum. Byrådet forelægges alle ændringer til godkendelse. Kulturstyrelsen
forelægges alle ændringer til orientering.

§ 16. Overgangsbestemmelser

Stk. 1

Med undtagelsen af de politisk udpegede medlemmer fortsætter bestyrelsen i en
overgangsperiode indtil valget i oktober 2014.

§ 17. Ophør

Musikskolens drift skal indstilles, hvis byrådet efter samråd med Musikskolens
bestyrelse beslutter sig for musikskolens ophør.

Bestyrelsens godkendelse, Frederikshavn d. 9. december 2013