
Julehilsen 2020
På grund af coronapandemien har 2020 har været den til dato mest mærkelige musikskolesæson.
Det har givet os en lang række udfordringer med at tilpasse undervisningen ved op- og nedlukninger samt skiftende restriktioner.
På bedste vis har vi forsøgt og eksperimenteret med nye løsninger, således at undervisningen har kunnet fortsætte. Jeg vil gerne takke både elever og forældre for den tålmodighed, ris og ros I har givet. Det betyder meget for os i vores fortsatte arbejde.
Corona pandemien er ikke overstået endnu, så det er vigtigt, at vi stadig passer på hinanden. Vi håber, at I vil fortsætte på Musikskolen på trods af nedlukninger og ændrede undervisningstilbud - noget vi på ingen måde har ønsket os, og som vi desværre ikke kan gøre noget ved.
På vegne af hele Musikskolens personale ønsker jeg jer alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår!
Thomas Albæk Jakobsen
Musikskoleleder
Juleafslutning for Talentklassen
Når man ikke kan afholde en koncert på god gammeldags måde med publikum i en fyldt sal, så kan man til gengæld bringe koncertoplevelsen hjem i alle stuerne rundt om i hele kommunen ved hjælp af streaming - Således blev talentklassens juleafslutning streamet igennem Musikskolen i Frederikshavn Kommunes facebookside.
Til livestreamingen fik Musikskolen hjælp af Arena Nords skolepraktikanter fra Eventteknikeruddannelsen, så både lyd, lys og streamingteknikken var helt i top.
Kursusuge for musikskolelærerne
Kursusugen i uge 1, som normalt arrangeres af Kulturskoler i Nordjylland (KiN) og samler alle Nordjyllands musikskolelærer, er aflyst.
Derfor har Musikskolen taget initiativ til selv at afholde en kursusuge for Musikskolens egne lærere.
Musikskolelærerne er dermed på kursus d. 4.-7. januar 2021.
Juleferie
Sidste undervisningsdag inden jul er fredag d. 18. december 2020
Første undervisningsdag efter nytår er fredag d. 8. januar 2021
Kontoret holder lukket fra d. 21. december til d. 3. januar begge dage incl.