Louise Hammershøj fra Musikskolen i Frederikshavn Kommune fik en stor overraskelse...
...da hun havde sangundervisning med sin sanglærer, Christina Irgens-Møller. Christina havde nemlig en helt særlig hilsen med til Louise.
På en video ønskede formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn kommune Louise tillykke med prisen som årets kulturtalent i 2020. Prisen går til særlige talenter indenfor kunst og kultur i kommunen. Med prisen følger en check på 10.000 kroner, som Mette Hardam havde glædet sig til at overrække Louise.
“Det er helt vildt. Det er bare en bekræftelse for mig i, at folk synes det, jeg laver, er fedt. Jeg har altid sagt ja, når folk har spurgt mig, om jeg ville komme og spille. Så har jeg bare taget min guitar på ryggen og er taget afsted. Så der er mange, der kender mig nu og det er så fedt at blive anerkendt.” udtaler en glad Louise efter overrækkelsen
Musikskolen glæder sig til at følge Louises videre vej ind i musikbranchen. Og heldigvis er hun ikke færdig med musikskolen endnu, hun følger nemlig stadig undervisning i sang, sangskrivning og guitar.
Hele overraskelsen og Louises prisoverrækkelse blev filmet af Christina og det ligger nu på Musikskolens facebookside.